Muttis vandbakkelser

HipstamaticPhoto-602363627.754577 (1)

Åh ja. Vandbakkelser. Oh ve. Da jeg så som ung arrangerede en af de mange større fødselsdagsfejringer og inviterede det halve af Aarhus på vandbakkelseskagemand, fordi jeg altid bare har set min Mutti bikse dejen sammen i gryden og uden problemer stensikkert servere kagemand hver gang, troede jeg, at det ville gå helt smooth. Men ingen problemløsningshotline til Mutti kunne redde mig fra oplevelsen af at hive den ene plade helt tør-bagte men stadig dej-rå vandbakkelser ud af ovnen efter den anden til større og større panik for den snart 20årige, mens gæsterne strømmede ind. Det endte dog godt – af den simple grund, at søster satte storproduktion igang på nul komma fem i den anden ende af Aarhus, som svogeren så i pendulfart bragte i den lille Citröen.

Først 20 år efter har jeg vovet at forsøge igen, og jublen ville ingen ende tage, da jeg til min egen store forbavselse og tilfredshed kunne servere perfekte vandbakkelser. Siden er det blevet en del af et fast repertoire, der efterfølger burgerne i et lige så fast ritual. Og helt uden frygt. Hvad der gik galt for 20 år siden, er fortsat et af de mysterier, der gør, at vi altid har noget at tale om til fødselsdage, og at der altid er en taknemmelighed til budet og bageren, der redede den dag.

I familien er de stadig en klassiker som kagemænd og -koner med glasur og Matadormix eller fyldt med flødeskum og drysset med flormelis. Her på matriklen er de ofte set i selskab af Søren og vanilleis – og hvis det går højt – chokoladesaucen.

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

125 g smør

2,5 dl kogende vand

1 tsk sukker

1/4 tsk salt 

125 g mel

4-5 æg 

Det skal du gøre

Smør, vand, sukker og salt smeltes i en gryde. Melet piskes i til dejen samler sig. Gryden tages af varmen og afkøles list. Herefter piskes æggene i et af gangen indtil dejen hverken er for tynd eller for tyk. Og det er så her, ud fra min noget dyrekøbte erfaring, at det ikke er helt let at sige, hvornår det er.

Bages ved 200 grader i 20-30 minutter alt efter, hvordan man laver sin vandbakkelse. Som små dutter eller som kagemand eller stang. Kig til den - gennem ruden. Åbn ikke ovnen, før det er absolut nødvendigt.

 

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar