Grøn morgengrød
Sidste sommer faldt jeg over professorens grønne grød, da jeg hørte Oluf Borbye Pedersen i programmet Ode til tarmen i Genstart på P1. Jeg faldt nok så hårdt, at jeg klassisk nok kom til at gå lidt for langt med, hvad jeg kunne putte i den af grønt, så den endte i hjørnet sammen med alt det andet, der kammer over for mig og lander i kategorien “smager for sundt”. Nu er det sommer igen, og jeg har fået en anden opskrift og efterretninger om virkningen af den, så jeg røg på den igen. Denne gang kan jeg li´ den, og det er jo en fordel at stå op til. Jeg følger som altid aldrig en opskrift, men her kommer en inspiration til, hvad man kan putte i.
Det skal du bruge
2-3 æbler
2-3 stængler bladselleri
Revet ingefær
Citronsaft
Frisk spinat
Frisk grønkål
Brocoli (frisk eller fra frost)
Avocado (frisk eller frost)
En stor håndfuld mandler
Juice
3-4 kiwier
Bønnespirer
Et ark tang (købes som Nori tang til sushi)
Evt. persille
Evt. olie (Udo´s Choice, Livets olie)
Det skal du gøre
Put alle ingredienser i en blender og kør det, til det er blankt og lækkert. Tilsæt juice/vand, til den ønskede konsistens er nået. Smag til med ingefær, citron eller hvad den mangler for at være et morgen-treat. Den kan opbevares i skoldede glas eller beholdere på køl nogle dage, og den kan fryses, så man også har sin morgenmad, selvom man ikke har haft tid til det store blendercirkus om aftenen før.
Spis den med bær, rosiner eller andet knas.
Jeg bruger, hvad jeg har i køleskabet og i sæson, så lad dig inspirere uden at gøre det for kompliceret. Og af erfaring har jeg konkluderet, at det er bedre at få lavet en grød, jeg kan li´og derfor spiser, end at den følger forskningen fuldstændig og bliver droppet.