Kenderen vil vide, at det her ikke er en ægte nyhed – det er nemlig min efterhånden klassiske kardemomme-tusindfrydssalat, der her er kommet i bolsjestriber og justeret til sommersæsonen. Normalt er denne salat en, jeg tyer til, når det er så meget forår, at tusindfryd pibler op, men ikke nok til, at de danske råvarer er brudt igennem endnu. Der hvor sidste års rødbeder er noget af det eneste, der stadig holder sig godt. Der er den frække kardemommedressing en fest, og jeg plejer at juble over denne servering. Det gjorde jeg også her sidst i juli, hvor jeg havde fundet bolsjerødbeder og smilede højlydt midt i stilhedsretreatet over, hvor smukt striberne tager sig ud i denne salat, og hvor sindssygt skønne de er, når de har ligget i kardemommedressingen.
Hurra.
Jeg serverede den i øvrigt som medspil til mungbønnestuvningen, og det var ret godt. Faktisk var det slet ikke mig, der serverede noget som helst – det var køkkenholdet, som lavede det hele, mens jeg faldt i staver og nød det. Det kan lade sig gøre med denne slags retter, som kan forberedes på forhånd.
Det skal du bruge
Bolsjerødbeder
Æbler
Friske spinatblade eller hvad man har lyst til af grønt
Toppe fra løg eller forårsløg
Bladselleri
Peanuts
Rosiner
Det skal du gøre
Skræl rødbederne og skær dem i helt tynde skiver på foodprocessoren. Eller brug en tyndskræller og slip for larmen.
Hvis det er sæson for danske æbler, vask dem og skær dem i tynde både eller små tern.Skær bladselleri ultratyndt, ligesom løgtoppene. Bland så det hele, gerne på et fad, så man rigtig kan nyde synet. Drys med rosiner og peanuts.
Hvis man er som mig og godt vil være i god tid, kan dressingen laves flere dage før og stå på køl, så man altid har noget sjovt. Jeg lægger gerne rødbedeskiverne i blød i lidt dressing, det bliver de bare endnu bedre af, og kan i øvrigt holde sig sådan i flere dage.
Magien her er dressingen af virkelig meget kardemomme. Find opskriften her