Miso-sesam-dressing
Man behøver ikke rejse til afsides egne af Grønland, hvor der ikke er friske grøntsager at få, for at denne dressing er en uundværlig sag til at peppe ting op. Men også der kan den altså gøre selv de simpleste og mest slatne sager appetitlige, har jeg fra min rejsende Max. Også til os andre hjemmefødninge er denne asiatisk-inspirerede miso-sesam-dressing en dejlig umamikraftig dressing, man kan lave og have på køl og klar. Den kom oprindelig ind i repertoiret med den misolækre sesam-kikærtesalat, som kan anbefales. Nu er opskriften blevet efterspurgt som trick til at få oppet det generelle grøntsagsindtag – så her er den.
Det skal du bruge
6 spsk misopasta
6 spsk tamari eller soya
1 dl ristet sesamolie
9 spsk risvineddike
6 tsk kokossukker eller rørsukker
1,5 tsk stødt ingefær
1 fed hvidløg
1,5 tsk sriracha sauce eller anden chilisauce
Det skal du gøre
Riv eller pres hvidløg, riv ingefær og bland det hele. Smag til og bliv ved indtil den passer præcis til din smag. Lav en god stor portion og hæld den på flaske og bevar i køleskabet.