Bønnefritter
Det her er min yndlingsmåde at spise grønne bønner på, når det er vinter, og de ikke kan spises direkte fra planten og bare få et øjeblik i kogende vand. Samtidig er det én af mine hurtigste ting i ærmet, hvis der lige mangler noget for at få middagen til at hænge sammen. De kan krydres i alle retninger. Lige nu er jeg nærmest i svime over at have opdaget paprika i flager, og de gør sig genialt i rigelige mængder over bønnerne. Giv dem eventuelt noget cayennepeber også, hvis de skal have rigtigt bid.
Det er ikke en reklame, det er bare mig, der elsker, at der er mennesker, der gør det godt rundt omkring, og det gør Julian og co. i ASA spice i KBH. Selvom jeg ikke længere bor, så jeg kan gå i Torvehallerne og proviantere hele krydderier, så går det også an at få en krydderipakke tilsendt fra skatkammeret, og nu er de altså røget over bønnerne.
Det skal du bruge
Grønne bønner, haricots verts
Olivenolie
Salt, peber
F.eks. paprika i flager eller røget paprika, sød paprika, stærk paprika, cayennepeber
Det skal du gøre
Bred bønnerne ud i et fad eller en bradepande. Hæld olie over, salt, peber og krydderi.
Bag dem i ovnen ved 200 grader. Alt efter ovn, mængde, temperament kig da til dem efter 15 minutter. De skal ikke være sorte, og det bliver de lige pludseligt. Jeg kan bedst li´ dem, når de er sprøde og lige før, de får for meget. En anden kan bedst li´ dem bløde - så kig løbende og smag dig frem.
De kan laves lige fra frost, og så skal bønnerne bare have mere tid. Skal det gå hurtigere, kan de lige overvældes med kogende vand inden ovnen.