IMG_0508

Familien kom til julehalløj med niecen fra Norge og nevøen direkte fra Tanzania, og det at alle kunne samles, var i sig selv værd at fejre. At vi senere i sommers så kunne fejre bryllup for yndlingsniecen og hendes yndlingsRasmus er en fest i sig selv, og da jeg hørte, at selvsamme Rasmus især elsker tiramisu, afgjorde det menuen. Årets julekomsammen-menu blev italiensk.

Nu er det så ved at nærme sig efterår og lige straks jul igen – og jeg fik ikke blogget opskriften, måske fordi jeg brugte en del tid på helt at tage ind, hvor meget det nye medlem af familien faktisk kan spise af denne tiramisu! Eller også er jeg bare blevet luddoven, når det gælder om at sidde ved skærmen og skrive opskrifter. Uanset – tiramisuen er det hele værd, og i øvrigt sagde de ja i sommers, der er ikke et øje tørt, og her kommer opskriften. På tiramisu altså.

Jeg har taget udgangspunkt i Cathrine Brandts opskrift, da jeg har ret meget fidus til hendes smag. Da jeg ikke gider ha´ 4 æggeblommer og en rest fløde og mascarpone stående på køl, til jeg engang får det smidt ud, hvis ikke det selv er blevet levende og er gået, ændrede jeg lidt i opskriften, og på den måde havde jeg til et stort fad samt to små, der kunne gives væk eller nydes på forhånd eller bagkant.

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

10 personer – ikea-fad ca. 21cmx30cm
200 g færdigbrygget espresso – eller god, stærk kaffe

50 g rørsukker (til kaffen)

7 æggeblommer

150 g rørsukker (til æggesnapsen)

50 g rom

380 g mascarpone

200 g piskefløde

200 g ladyfingers – det passer med én pakke

Kakao til at drysse på toppen – jeg bruger den her 100 % kakao fra Callebaut

Derudover: Fad – jeg bruger et glasfad, der måler ca. 21×21 cm

Det skal du gøre

Bryg kaffen. Kom det i en flad beholder, der er nem at dyppe ladyfingers i. Kom 50 g rørsukker i og rør kort i det, så rørsukkeret opløses. Stil det til side.

Kom æggeblommer (jeg bruger æggeblommer fra friske æg, da de smager bedst, synes jeg. 150 g rørsukker i en skål. Pisk det til en lys, sej og luftig æggesnaps. Det tager ca. 5 minutter på høj hastighed på min røremaskine. Når æggesnapsen er pisket, så tilsættes 30 g rom i en tynd stråle, mens der fortsat piskes. Lad stå.

Kom mascarpone i en skål og rør det sammen til homogent og uden klumper med en dejskraber. Tilsæt piskefløden og pisk det sammen med en håndmixer - det skal have en konsistens som luftig og let flødeskum. Når piskerne trækker spor i cremen, så er den færdig.

Kom 1/3 af de piskede æggeblommer i mascarponcremen og rør godt sammen til homogen med en dejskraber. Tilsæt herefter resten og vend mere forsigtigt i.

Tilsæt 20 g rom til kaffen og dyp nu halvdelen af dine ladyfingers i kaffen. De skal kun lige ned, vendes, ned igen - og så op. De skal ikke ligge og trække i kaffen. Så bliver de bløde og falder fra hinanden. Jeg foretrækker, når mine ladyfingers fortsat har en lille midte, der ikke er fyldt med kaffe, så de bidrager med konsistens til tiramisuen. Fyld fadets bund med kaffedyppede ladyfingers. De skal ligge tæt og fylde fadet ud. Hæld halvdelen af mascaponecremen over og fordel. Lav endnu et lag ladyfingers. Top med den sidste creme.

Stil din tiramisu på køl. Den er allerbedst, hvis den får lov til at trække og sætte sig i 12-24 timer. Lad gerne den hjemmelavede tiramisu tempere i 15-30 minutter inden servering. Drys med kakao og nyd.

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar