IMG_7627

Det er ingen overdrivelse at sige, at jeg er opfostret på og gennemforkælet med en uendelige række tallerkner af æblegrød fra alle sider af det kvindelige i familien. Både hos min Bedste og hos min Farmor husker jeg det, som om der altid blev lavet og serveret frugtgrød. Det var ofte efterretten til middag, og tit var jeg også heldig at kunne få det som aftenkaffen med frisk komælk, inden jeg skulle i seng, når jeg var på ferie og weekend. Min Mutti bærer traditionen videre, og rygtet vil vide, at der er noget så moderne som teamwork i spil, når min Mutti koger æblegrød, og min Far skræller og skræller. Jeg har aldrig været til, at nogen skulle dænge æblegrøden til med makroner og flødeskum, og selv idag stiller min Mutti en tallerken med grød til mig, når resten af familien får æblekage som dessert. Forkælet, ja. Også ved det, at jeg stort set aldrig har skrællet et af alle de kilo æbler, jeg har fortæret som grød, fordi jeg får det serveret eller leveret til senere nydelse.

Men nu er det altså sket. Jeg har skrællet og skrællet og lavet grød af nedfaldsæbler, min Far har opsnappet til mig. I weekenden bliver det sæsonpræcis dessert for endnu et hold dansende kvinder, jeg skal sørge for brændstoffet til. De får det nok med en ordentlig skål flødeskum og makroner til, så dem med den trang kan samle sig en klassisk æblekage, mens os med en anden lægning, kan hælde sødmælk på og svælge i barndommens land og septemberlykke.

 

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

1 kg æbler (uden skræl og kernehus)

75 g sukker

1 vaniliestang

2 dl vand

Det skal du gøre

Befri æblerne fra skræl, kernehus og eventuelle beboere i form af orm og andet, der er stødt til. Kog dem for svag varme med sukker, vand og kornene fra en vaniljestang. Stangen flækkes og skrabes fri for korn, som kommes i æblerne sammen med den afskrabede stang.

Når æblerne har den konsistens, man kan lide, er den færdig.

Hvis man når at pakke den væk, før den er spist, kan den fryses og tages op lige, når man trænger en "lærken grød", som Bedstemor ville sige, eller når man vil servere klassisk æblekage med flødeskum og makroner.

 

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar