Kære Irma
Det er slut med os. Jeg kan ikke forstå det. Vil ikke. Troede ikke, det skulle komme så vidt, for du og jeg har fulgt hinanden gennem så meget. I gode tider og dårlige tider. Til fest og til trøst. Ingen kan som du lænse min konto og gøre mig lykkelig. Jo det er rigtigt, Torvehallerne kan også noget… – men hey, du flirtede jo også med Jylland dengang. Det er glemt nu. Vi to har alligevel altid vidst, hvor vi har haft hinanden. Uanset hvor jeg flyttede rundt i byen, stod du på et hjørne med begejstring og trøst. Folk spørger mig, hvad jeg dog vil med dig. De siger, jeg kan få meget mere andre steder for meget mindre. Men jeg vil ikke have en masse. Dét, du har, er godt. Det elsker jeg.
Og nu er det slut. Nogen vil sige, at det i virkeligheden er bedst for mig at komme væk fra dig. At du har været et dyrt bekendtskab. Det eneste, jeg tænker på, er, hvordan jeg skal leve uden dig.
Og ja, jeg ved godt, at det er mig, der rejser. Du bliver, hvor du er, for sidst du tog til Jylland, gik det ikke, som du havde håbet. Men jeg må afsted. Jeg kommer forbi så tit, jeg kan. Det lover jeg. Jeg kan jo slet ikke lade være. Måske tror du, at jeg forlader dig for Brugsen i Nørre Snede (Rema kender du mig for godt til at frygte). Det er ikke sådan det er. Slet ikke. Men du har ret, jeg vil helt sikkert få brug for at indlede forhold til alle de gårdbutikker, jeg kan komme i nærheden af, når jeg står i Brugsen og sukker efter dig.
Men vid at du for altid vil være min Irma.
