Nogen ville indvende, at jeg let kan sige, at det er verdens nemmeste rødtunge, når jeg får det hele bragt til døren fiks og færdigt – de nye danske kartofler er skrabede og skal blot koges, fisken er indkøbt og ligger klar med friske krydderurter – selv citronen, man måtte ønske sig til anretningen, følger med. Ligesom de danske jordbær til desserten. Men jeg vil nu sige, når klumpen i halsen over al den grydeklare omsorg, der er blevet bragt til vores dør dette forår, er lettet, at selvom man ikke får denne aftens menu bragt som jeg, så er det virkelig nemt og hurtigt. For det er jo fisk – og fisk er noget af det nemmeste!
Og ja, rødtunge er en af de dyre – og den er “dælme dejlig”, som fiskemanden ved barndommens fiskebil altid sagde, når Mutti faldt over prisen. Mindre kan også gøre det, men hey – der er nok at fejre. Så lad være at skamstege den og nyd det hele!


Det skal du bruge
Friske filletter af rødtunge
Smør til at stege i
Salt, peber
Friske stilke med krydderurter – f.eks. salvie, merian
Kartofler
Blomkål – eller yndlingsgrøntsagen
Babyspinat – eller frisk salat fra højbedet
Det skal du gøre
Kog de nye kartofler op, tilsæt salt og sluk efter 5 minutter alt efter størrelse.
Varm smørret på panden og tilsæt krydderurtekviste. Hvis man ikke ønsker en alt for kraftig smag af krydderurterne, kan de fjernes fra panden inden rødtungen steges i smøret. De kan også steges ovenpå krydderurterne, det gjorde jeg i aften. Det er godt. Og - hvis rødtungen ikke skal smage af andet end rødfisk, så drop dem helt. Den er på en måde næsten for delikat til at blive overdøvet af nok så dejlige krydderurter. Uanset - steg rødtungen et par minutter på hver side og drys selvfølgelig med salt og peber.
Jeg vendte de kogte kartofler rundt på panden i resterne efter rødfisken, og det bliver de ikke ringere af. Den ene af os har stadig blomkål som daglig del af repertoiret, så der var selvfølgelig aldente kogt blomkål til, mens babyspinat med den allerbedste olivenolie var det foretrukne selskab hos den anden.
Velbekomme. Og tak for mad til Ib & Lissi!