Kylling i kantareller

IMG_2514

Dette er så en af de 117 måder at lave kylling på. Når det er Brugsen, der udstikker rammerne en lørdag eftermiddag, er det ofte øko kylling, der er det sikre kort, hvis det er ikke- vegetargæster.

Det kan dårligt gå galt, når der er kantareller og fløde involveret. Vil man alligevel lave en helgardering, er det bare at servere chokolademoussen til dessert. 

 

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

1 øko kylling

Hvidløgsfed

3 løg

4 gulerødder

3 tørrede abrikoser

Friske eller tørrede kantareller eller andre svampe

Et par kviste timian

Salt, peber, olivenolie

Vand/bouillon/lidt mørk balsamico eller vin

Evt. fløde

Frisk persille til at drysse over

 

Det skal du gøre

Hvis det er tørrede svampe, udblød da svampene mindst en halv time forud.

Tilbered kyllingen hel eller parter den rå, som det er rarest. Jeg synes, det nemmest, når den er kold fremfor glohed og lige før servering.

Brun kyllingen af i en gryde med olie efter at have gnedet den med salt og peber. Pil og skær løg og hvidløg, skræl og skær gulerødder. Rens og skær svampe i stykker, hvis du bruger friske. Put uanset det hele i gryden. Tilsæt væske. Brug vin, hvis du er til det. Jeg  brugte et skvæt balsamico istedet, og brugte vandet fra svampene og lidt bouillon. Pluk et par timiankviste eller brug tørret, og tilsæt f.eks. et par tørrede abrikoser eller svesker, for at give lidt sødme.

Lad det simre, til kyllingen er mør. Jeg gav det 50 minutter på blusset. Andre gange sætter jeg gryden i ovnen, når jeg har brunet det hele af på komfuret. Hvis det er ved 160 grader siger chefkokken, at det holder med 1 time pr kg.

Idag fiskede jeg kødet op og kogte væden lidt ind og puttede til sidst en smule fløde i, fordi nogen har forkærlighed for det. Det fungerer godt og saucen er også lækker uden.

Jeg havde lidt ekstra markchampignoner, som jeg ristede på en tør pande og hældte over retten til sidst.

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar