Det er måske nok lidt flot at kalde det her en ny opskrift – den opmærksomme læser eller den, der af og til udsættes for lidtafdetoglidtafdet vil vide, at der ikke sjældent indgår en parfait i menuen. Den er noget så sjældent som faktisk det, den siger, den er – nemlig perfekt. Altså hvis man intet har imod noget så gammeldags som fløde, sukker og æg. Jeg har endnu ikke prøvet at lave den med noget, der slutter på – bær, uden at den virkelig bare har været god. Solbærparfait, hindbærparfait og det begyndte med, at jeg så Louisa Lorangs brombærparfait. Ribs har jeg også bikset i den med held ligesom jordbær selvfølgelig. Den er nem, laves i forvejen og hives frem, når man vil have en klassisk, god dessert. Hvis der er blåbær på buskene, kan den laves med friske bær, og ellers bruger jeg frosne øko-bær.

I aftes serverede jeg den igen – og det var så undtagelsen, der bekræfter reglen. Den var ikke perfekt. Den var ikke engang god. Jeg kunne ikke spise den. Hvinende sød. En sød spiser sagde endda, at hun havde forsøgt at redde det ved at putte salt på. Forklaringen er, at jeg nu i skrivende stund opdager, at matematikhovedet helt klart var slukket, da jeg i fredags, mens jeg lavede persillerodssuppen, også lige fik desserten på frost. Så hvis man bare følger nedenstående opskrift, går det godt. Lad være med at putte tre gange så meget sukker i. Det bliver den ikke parfait af.

Nogen elsker at få varm chokoladesauce til, enkelte vil også meget gerne have flødeskum, mens vi også er en del, der bare vil have den helt for sig selv. Den kan laves til virkelig mange, det er kun skålstørrelser og fryseplads, der sætter begrænsningen.

Lad venligst dette felt stå tomt.

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.