Denne her sag er faktisk også én, som er blevet serveret for mig til stor begejstring. Fik jeg sagt, at jeg elsker, når nogen bringer det første forår på en tallerken til mig? Denne tallerken var fuld af blød byg med bid, masser af ost og så magien – de første ramsløg og mælkebøtter. Jeg var helt væk og bestemte mig for, at nu, NU må være tiden, hvor jeg tager et hop ud af comfortzonen og kaster mig over ottoen, som aldrig rigtig har sagt mig noget. Den her sagde så meget, at det ikke var til at overhøre kaldet.
Hvis man vil tilbage til kilden, er det i dette tilfælde Meyers Almanak.
Det skal du bruge
Til 14 personer
1 kg hel byg
Grøntsagsbouilon
Them krystalost
Øko hytteost
Salt
Peber
Ramsløg
Mælkebøtteskud
Det skal du gøre
Hvad jeg gjorde til 14 personer var at koge 1 kg hel byg i grøntsagsbouilon, indtil byggen næsten havde suget al væden. Derefter rev jeg Thems krystalost i sammen med øko hytteost og lod det smelte ind i byggen. Til sidst smagte jeg til med salt, peber og syre, før jeg vendte masser af strimlede ramsløg og mælkebøtteskud i.
1 kg var rigeligt til 14 mennesker, så det var perfekt timet som et ekstra tilbehør til lørdagens brændenældesuppe. Da varmede jeg ottoen i den lille Le Creuset i ovnen. Osten gjorde, at den blev let gratineret og sprød på toppen. Ret fint.
Og ja, som om det ikke var nok, serverede urtemosteren skvalderkålspizzaer til. Fordomme er så kedelige, hvis man aldrig lever op til dem. For at gå all-in stod den på brændenældesuppe dagen efter. Jeg har dog ikke hennafarvet hår (længere).