Det sker ikke ofte, at jeg kaster mig over supper, med mindre der er rigelige mængder safran og koriander involveret (se gulerodssuppen), men på weekendens køkkentjans var en suppe smart som én af frokostretterne, og altså kommer den også som lovet her på bloggen, selvom den ikke fik mig til at synge. En kold øl er helt sikkert på sin plads.
2 dl røde linser
4 dl vand
2 gulerødder
1 løg
2 fed hvidløg
2 stilke bladselleri
1 rød chili
50 g ingefær
2 dl hvidvin
1 dåse køkosmælk
5 dl vand
saft af 2 lime
høvletkokos
finthakket chili
Strimlet forårsløg

Udkog linserne.
Skær grøntsager i stykker og rist dem i olie.
Riv ingefær, hak chili og i med det.
Tilsæt hvidvinen og reducer ind til det halve.
Kom så kokosmælk og vand ved og kog op.
Tilsæt linserne med kogevandet og kog hele balladen i 20 minutter, før den blendes og smages til med salt og lime. (Jeg endte med at rulle alle tilgængelige smagsnuancer ud 5 minutter i servering for at få suppen til at blive til noget, så overvej f.eks. fiskesovs og sukker, hvis det ikke rigtigt spiller.)
Ved servering blev det hele toppet af med forårsløg og ristet kokosmel i mangel af bedre, og det var ikke tosset.