Nærmest sirupsagtig og sindsyg intens i smagen af forår. Iskold rabarbersuppe. Fryd! Kan laves flere dage i forvejen og serveres portionsanrettet i kolde glas med en skål vanilleis ved siden af til dem, der vil have en kugle jerseymælk til at svømme rundt.
Til 20 personer havde jeg plukket, hvad der viste sig at være 5 kg rabarber.
Det skal du bruge
Til 20 personer
5 kg rabarber
1500 g sukker
1 vaniljestang – gerne flere
Vand
Mynte eller citronmelisse til pynt
Det skal du gøre
Rens og snit rabarber. Kog op med sukker, vanillekorn og den afskrabede vanillestang. Kog cirka 10 minutter og lad det trække nogle timer. Herefter bindes et viskestykke op om en gryde eller i et dørslag, hvor rabarbersuppen så langsomt siver gennem klædet og ender som en tyk pink suppe i bunden af gryden. Det eneste, jeg herefter gjorde var at fortynde den med vand, til jeg fandt smag og konsistens passende. Den tilbageblevne rabarbermasse serverede jeg som grød med sødmælk dagen efter, og på den måde får man virkelig meget luksus ud af den bunke stænger.