Sneen suser om knaldhytten, det er møghyggeligt og to do-listen lokker ikke voldsomt. Overspring derimod er oplagt. For ikke at tale om oksehaler.
Min verden blev udvidet med oksehaler da yndlingskokken i sin tid trak mig med til den lokale hallal og fik ham til at save et par haler i skiver. Nu er det sådan en én-gang-om-året-ret for mig, og den ene gang blev, da jeg stod i det amerikanske køkken under efterårets mesterlære. Mesteren havde fødselsdag, og den opmærksomme elev havde en sen aften hørt ham sige, at ingen havde lavet oksehaler til ham, since Mum died… Så jeg gik systematisk igang med at udforske Yakimas kødmarked. Der var held i La Fiesta – et gigantisk mexikansk supermarked, hvor halerne allerede lå delt i ledene, så det bare var at udvælge passende stykker.
Hjemme i køkkenet dryssede jeg stykkerne med mel, salt og peber og stegte dem af i olie og smør, før jeg tog dem op og gav grøntsagerne en tur. Jeg brugte gulerødder, løg, hvidløg og bladselleri. Havde (for første og eneste gang) drømt om knoldselleri og persillerod, og de fandtes ikke i mexiland. Til gengæld var jeg omgivet af vin. Før den kom i, stegte jeg lidt tomatpuré med grøntsagerne, og så var det endelig laurbærblade, hel peber og oksebouillon til halerne var dækkede. De simrede cirka 3 timer.
Da jeg simpelthen ikke gider rode med smørboller eller andre jævningssager, fiskede jeg til slut det hele op, filtrerede væsken og kogte den ind til det kvarte. Jeg serverede kartoffelmos tung af smør og tranebærkompot til. Og rigelige mængder servietter og vin.
“You´ve just raised my spirit” – feedback´en fra mesteren var den aften utvetydig, og sådan kan det anbefales at simre oksehaler, når ånden af og til trænger et løft på begge sider af gryden.
