Rugbrød 2.0
Jeg fik opskrift og surdej fra en sød frivillig i Kirkens Korshær for ret lang tid siden. Hun mente, jeg manglede rugbrød i mit repertoire. Javel så. I en del år har jeg bagt det, som jeg har beskrevet i opskriften Rugbrød med svedje og boghvede. Da havde jeg allerede strukket den lidt og fundet på at lægge diverse kerner i diverse væsker natten over. Nu er det blevet tid til en opdatering af opskriften, så den afspejler det, jeg faktisk gør og faktisk putter i nu. Jeg har skruet lidt op for kernerne og variationen i dem ved også at bage med græskarkerner og lidt sesamfrø. Så har jeg på det sidste helt undladt hvedemel og svedjrerugmel og fundet, at det faktisk nærmest kun er bedre med ren rugmel. Ved en fejl opdagede jeg, at saftigheden kun bliver endnu højere i brødet, hvis jeg sætter rugkernerne i vand et helt døgn før næste skridt. Det skete en weekend, hvor jeg sad i DSBs togkaos, mens kernerne derfor ventede i blød derhjemme. Det er absolut ikke nødvendigt, hverken togkaos eller at være så meget på forkant med sin iblødsætning, men det er et godt tip til de, der ligesom jeg ikke synes, at det er de langstrakte processer, der tager energi, så længe man bare ikke selv skal lave noget.
Portionen giver en stor brødform og en lidt mindre. Det kan fryses og smager smukt og godt alligevel.
Det skal du bruge
1. dag
1 portion surdej, cirka 460 g
9 dl vand
375 g knækkede/skårne rugkerner
575 g rugmel
2 spsk salt
1 øl
200 g hel boghvede
2. dag
1 spsk honning
600 g hørfrø/solsikkekerner/græskarkerner
50 g sesamfrø
Det skal du gøre
1. dags morgen
375 g knækkede rugkerner sættes i blød i 9 dl vand. (evt. aftenen før, og brug da 1 l vand istedet)
1. dags aften
De udblødte rugkerner og vandet blandes med cirka 460 g surdej, 575 g rugmel og 2 spsk salt og står tildækket natten over.
200 g hel boghvede sættes i blød i øllen natten over.
2. dags morgen
Boghveden søbet i øl, 1 spsk honning, hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner og sesam blandes nu i dejen.
Tag nu en portion dej fra og bland den i surdejen og sæt den tilbage på køl, før resten af dejen fordeles i to rugbrødsforme med papir, der får lov at stå lunt 4-8 timer, som det nu passer.
2. dags aften
Bag brødene ved 175 grader i 1,5 time i almindelig ovn uden varmluft.
Tag derefter brødene ud af formene og lad dem stå i eftervarmen endnu 1 time i ovnen.
Pak herefter brødene ind i et fugtigt viskestykke med bunden opad til dagen efter, hvor de er klar til at blive serveret.
3. dags morgen
Spis! Forær dem væk! Frys ned!
Lækkert!
Hurra! Nu kan jeg bage dit dejlige brød derhjemme på Nørrebro!