Skvalderkålspizza

IMG_4016

 

Den her opfindelse er jeg faktisk selv fuldstændig begejstret og overrasket over. Skvalderkålspizzaen. Den opstod i køkkenet en dag, jeg havde sat mig for at bespise madklubben ud fra, hvad der var af råvarer i køleskabet. En lidt sær ekstremsport jeg har udviklet, og indtil nu er det gået godt. Den dag opstod for eksempel denne sindssygt nemme og vidunderlige sag. I april, hvor selv gulerødderne enten er rådne eller italienske, og der ikke er meget at komme efter mellem to sæsoner, vælter skvalderkålen op udenfor. I skabet var der en pakke tortillas og nogle gode, sorte øko oliven og ost.

Af en ordentlig røvfuld skvalderkål lavede jeg en pesto i maskinen sammen med hvidløg, hvad der var af ost, olivenolie og ristede pinjekerner.

Den smurte jeg så ud på tortillaerne, dryssede dem med oliven og ost, salt og peber og bagte dem, til de var gyldne.

Selv yndlingspigerne guffede med stor lyst.

Forleden løb en børnefødselsdag i solen så ud i en efterfest, og da der ikke var kartofler eller dej nok til pizza patate til alle dem, der fandt det for hyggeligt til at gå, hentede jeg skvalderkål i grøften og tortillas i skabet, og skvalderkålspizzaen findes nu også i en 2.0 med bøffelmozarella og parmaskinke. Uanset version er det skønt at kaste friske skvalderkål på pizzaen, når den kommer ud af ovnen, ligesom skinken også først skal på efter.

På retreatet serverede jeg pizzaerne til bygottoen med ramsløg og mælkebøtter. Og resterne røg i ovnen dagen efter og var skønne til brændenældesuppen – og alt i alt en kærlig selvironisk overdrivelse af den side af kokken, der er nærmest Moderjord.

 

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

Alt det skvalderkål, man gider plukke

Hvidløgsfed efter behag

Ost. Brug gerne rester eller køb det revet

Olivenolie

Pinjekerner

Oliven

Tortillas 

Evt. mozarella og parmaskinke 

Det skal du gøre

Lav en pesto i en maskine, hvad man nu har af hakker, processor.. af velskyllede skvalderkål, hvidløg, revet ost, olivenolie og ristede pinjekerner. Smag til med salt og peber og juster med olie/syre, hvad der nu mangler, for at den smager godt.

Smør så pestoen ud på tortillaerne, drys dem med oliven og ost, salt og peber og bag dem i ovnen, til de er gyldne, og osten er smeltet. Hvis det er luksusudgaven, så læg bagefter parmaskinken på. Pynt uanset med små skvalderkålsskud.

Skær dem ud med kniv eller pizzaskærer, så de er lige til at hapse. Og vær selv hurtig, ellers er der ikke noget tilbage, når først der er serveret!

 

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar