TahinCitrondressing
Det er ingen hemmelighed, at fandtes der en diagnose for råvaredepression, er vi nogen, der ville opfylde kriterierne hvert år, når vi nærmer os april. De klassiske symptomer er udtalt lede ved bagte rodfrugter, og der ses letvagt frustration over rådne gulerødder og mangel på danske æbler. Men diagnosen er ikke anerkendt, så vi, der lider, må tørre øjnene, vente på de grønne asparges fra Samsø og så i øvrigt være kreative.
Jeg kastede mig over Meyers kogebog GRØNNE PROTEINER, hvor jeg fandt en idé til en æggekage i ovnen, jeg kunne camouflere bagte kartofler og rodfrugter i, og jeg fandt en dressing, som jeg tænkte, kunne peppe frysegrøntsager op til et anstændigt niveau. Og hurra. Jeg guffede i mig, og gæsterne var også tilfredse, så her kommer en håndsrækning til næste gang, vi står i april og mangler noget, der virker.
Det skal du bruge
1 fed hvidløg
4 spsk tahin
Revet skal af 1 økocitron
Saft fra 1 økocitron
1 tsk honning
4 spsk olivenolie
salt og peber
Det skal du gøre
Riv hvidløg og citron, pres citronen og bland alle ingredienser sammen. Juster for smag og konsistens.
Gem den på køl i flere dage, så er der hurtigt et festmåltid, selvom der kun er en eller anden rest grøntsager på køl.