Mos af flækærter

IMG_0957

Jeg har sat mig for at udforske dansk-producerede linser og bønner i missionen om spise så lækkert, mættende og bæredygtigt, som muligt. En dag faldt jeg over grønne flækærter i helsekosten til ingen penge, og derfor kom de igen på repertoiret. For en del år siden, havde jeg Meyers flækærtemos på menuen, og så har jeg glemt alt om det. Indtil nu. Denne gang prøvede jeg en lidt anden version. Testsmageren herhjemme har spist den glad 3 dage i træk. Jeg selv er lidt både-og. På den ene side er den hele tiden i fare for at ryge med i faldet, når den minder mig om gule ærter. På den anden side har jeg erfaret, at når jeg matcher den med det rette tilbehør, så falder den straks i min smag. Så – med denne lunkne anbefaling kan jeg kun opfordre til, at man selv gør sig sine erfaringer. Med de sennepsbagte rødbeder skal der en kraftig sag af en salat til, hvis det skal være godt for min smag. Det kunne være godt med en frisk råkost af æble, gulerod, ingefær og honning eller en enkel kålsalat med lidt skarpt ingefær.

Jeg har efterfølgende spist mosen til stegt flæsk med de paprikabagte broccoli. Det var også godt.

Prøv selv. Mosen kan også serveres kold som en hummus.

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

500 g grønne flækærter

13 dl grøntsagsboullion

1 citron, revet skal 

Saft af en citron

4-6 spsk æblecidereddike

4 fed hvidløg

1 spsk honning (brug agavesirup, hvis den skal være vegansk)

4 spsk olivenolie

50 g ristede hasselnødder

50 g ristede solsikkekerner

Salt,  peber

Det skal du gøre

Kog flækærter i grøntsagsbouillionen. Det tager ca. en time, før den er som en grød. Det er lidt tricky - på den ene side, må den ikke koge tør og brænde på, og på den anden side skal den koges ind til en ret fast grød. Jeg slukkede efter 60 minutter og lod den så stå. På den måde kunne jeg hælde vandet, som havde samlet sig øverst, fra, og kun gemme grøden.

Rist nødder og kerner på en pande.

Grøden hældes i en foodprocessor, hvor den køres til mos sammen med alle de øvrige ingredienser. Da jeg alligevel lavede de sennepsbagte rødbeder til mosen, lagde jeg de fire fed hvidløg med skal i fadet og bagte dem med, før de blev blandet med i mosen. Hvis man fint kan tåle rå hvidløg, er det unødvendigt, men altså et godt trick, hvis man ikke kan.

Smag mosen til. Den kan laves i god tid og varmes op i fad, når der skal spises. Af 500 g flækærter blev der til 4 måltider til 2 personer. Alt efter hvor begejstret og hvor sulten, man er selvfølgelig.

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar