
Hvis man er til rå kål, og det er jeg, som den eneste her på matriklen, så er nu begyndelsen på en lykkelig tid. Grønkål, rød grønkål og palmekål strutter på marken og i Brugsen, og det er bare at kaste sig over den. Jeg bruger næsten altid noget i retning af afribbet kål, æbler, mandler, tørrede tranebær og appelsin. Og så en god del revet frisk ingefær. Det hele putter jeg i min hånddrevne hakker, og så er alt godt. Smukt er det også, hvis man gider pille et granatæble, og lade kernene falde ud over salatbunken. Forleden råsyltede jeg nogle ribs, og det fungerede også både for øje og gane.