GulerodsKidneyCreme

IMG_1779

Hvad spiser man egentlig på sit brød, hvis man dropper leverpostejen? Det spørgsmål er der vist mange, der roder lidt med i bevægelsen fra kød- til plantebaseret kost. For mig er det også en fortsat udforskning, og denne nye creme er et godt bud, som er opstået af flere omgange co-creation. Først havde jeg hjælp i køkkenet, da gulerødderne skulle bages. Jeg havde tænkt mig i indisk retning med noget garam masala og gurkemeje, men min gode hjælper foreslog timian. Citrontimian blev det. Da jeg ugen efter tog de blendede gulerødder op fra frost og uddellegerede jobbet med at få det lavet til en creme, endte det i en lykkelig slutning for de kidneybønner, som var i overskud fra blomkålscarnen fra dagen før. Så her komme opskriften på citrontimian-bagte gulerødder med kidneybønner. En anden gang kan det helt sikkert være et forsøg værd med de indiske krydderier, hvide bønner og tahin.

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

1 kg gulerødder (3,5 kg til cirka 30 personer)

Citrontimian, salt, peber

Olivenolie

Mørk balsamicoeddike

Kidneybønner (fra karton eller udblødte og kogte)

Citronsaft

Hvidløg

 

Det skal du gøre

Skræl gulerødder og skær dem i stykker. Bred dem ud i en bradepande og pøs dem til i olie, citrontimian, salt og peber.

Bag dem i ovnen ved 200 grader, til de er næsten møre. Hvis der er tid og overskud, hæld da balsamico over rødderne lidt før, de er nok, og lad det ligesom koge ind om dem i ovnen.

Blend det hele sammen med kidneybønner, hvidløg, citronsaft og måske mere salt og peber. Smag til indtil den er der. Er man til det, kan den skærpes med en skivspids cayennepeber eller chili.

Server den som dip til grøntsagsstænger eller som pålæg til brød. Jeg serverer jo nærmest alt med spirer til, og her gør det sig virkelig også godt. Alt efter sæson rigeligt med krydderurter, salat eller.... det der lige er.

Er man først igang med gulerødderne, kan man sagtens bage en stor portion, blende den og fryse den ned. Når man så trænger noget pålæg, kan den optøede gulerodssag hurtigt blendes med kidneybønner og krydderier, og man har en frisk creme på kort tid.

Har man en rest bagte rodfrugter efter en middag, kan de selvfølgelig bruges på samme måde. Kun fantasi og smagsløg sætter grænser.

 

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar