Lige nu kommer jeg hele tiden til at tænke i deller. Det er så smart – alt kan ligesom ryge deri og forvandles til sprøde, lune og knasende sager, bløde og smagfulde indeni, og som man kan dyppe i mos og cremer. Det er svært ikke at kunne li´.
Det skal du bruge
En rest morgengrød, ca. 200g
4 æg
Feta eller hytteost
Løg
Bladselleri
Gulerødder
Friske krydderurter
Salt, peber og lidt citronsaft
Evt. havregryn til at regulere konsistens
Hvidløg
Krydderier, f.eks. garam masala, korianderfrø eller bare din egen yndlingskarry
Det skal du gøre
Jeg brugte resten af morgengrøden, som den dag var en blanding af hel boghvede, hel rug og flager af kamut, spelt, havre og byg.
Til cirka 200 g grød skal der 4 æg til. Feta eller hytteost. Hakkede løg, bladselleri, gulerødder, og hvad der er af krydderurter. Salt, peber og lidt citronsaft. Havregryn til at regulere konsistensen. Det bliver godt af at stå lidt, så den kan med fordel laves i god tid og stå klar på køl. Jeg krydrede denne gang med garam masala og kværnede korianderfrø. Nå ja og hvidløg selvfølgelig.
Og så er det bare at stege dem. Arbejd med konsistensen indtil det er muligt at få dem til at hænge sammen. Jeg steger dem gyldne, lægger dem i et fad og sætter dem i ovnen, indtil de skal spises.
De smager skønt med ærtecreme og kardemommesalaten.
Bliver der nogen tilovers, er de lækre i en bolle i madpakken smurt med lidt ærtehalløj eller mayo. Eller som vi gjorde - en delle og noget kikærtesalat rullet sammen i et stort romanisaltblad. Sprødt og godt.
Ris, quinoa eller hvad, der nu er, kan bruges. Og lige nu er det oplagt at hakke masser af ramsløg, skvalderkål eller mælkebøtte i.