Det eneste ærgerlige ved denne nye ret er, at man nu må vente et år med at lave den med danske grønne asparges, da sæsonen sluttede til Sankt Hans. Til gengæld er den værd at vente på, og man kan i mellemtiden uden problemer nyde den med andre stegte eller dampede grønne sager fra sæsonen på toppen. Månsson dyrker deres økologiske broccoli BIMI/aspargesbroccoli, som er små broccoli på en lang stilk, hvor man spiser det hele, og de er delikate og totalt lokalt dyrkede her hos mig. De er dejlige, hvis man kan falde over dem. Ellers almindelige broccoli eller de nye, danske sommergulerødder eller…. Bare prøv, hvad der er for hånden. Jeg har før lavet butterbeanmos, som andre stadig vender tilbage og er begejstrede for. Jeg er personligt meget mere til denne version, og den smagte fra første færd, så der var ingen panik med at få de hvide bønner til at smage spændende. Den er også et hit ved at kunne absorbere alt det stilk fra f.eks. persille, som måske nogle gange ellers står lidt og stritter.
Det skal du bruge
Til 2/22 personer cirka
Danske, grønne asparges/udenfor sæson: broccoli eller broccolini f.eks.
700 g butterbeans/2 ds/20 ds
1 løg/1 kg
Persille m stilk – alt det, man orker
1 chili
4 fed hvidløg/1 helt
1 tsk miso/2 spsk
1 citronsaft + skal/5 citroner
Parmesan
Olie
Salt, peber
Det skal du gøre
Hak løg, steg bløde og klare i olie i 2-3 min med lidt salt. Tilsæt hakket persillestilk, chili og hvidløg. Tilsæt butterbeans + deres væske. Lad simre 5-10 min. Opblød miso i en smule vand, tilsæt. Smag til med citronsaft, salt og peber. Hak persillen. Vask nye kartofler og kog dem. Jeg serverede også lidt ny dansk blomkål med bid til.
Tilbered de grønne asparges på din yndlingsmåde. Min er at stege dem i lidt olivenolie på pande. Hvis der bruges broccoli/broccolini, kan man med fordel dampe dem først for derefter eventuelt at brune dem på pande.
Server med en klat mos på tallerkenen og top med kartofler, kål og asparges/broccoli på toppen, som får et drys revet citronskal og parmesan over. Skal retten være vegansk, hop over parmasanen eller køb en vegansk en.