Hvorfor vente til grønlangkålstiden og hvorfor kun spise grønkålen, når den grønne farve er skamkogt væk i stuvning, og sprødhed i hvert fald ikke er det, der står i kø på tungen?
Jeg hakkede frisk grønkål i maskinen lidt af gangen. Nødder og et par æbler fik samme behandling. Dressingen var lige dele æblecidereddike og appelsinsaft og noget honning. I øvrigt kom der også tyndsnittede æblebåde i og en håndfuld rosiner.
I dag dagen efter er den egentlig bare bedre. Til fede retter er den dejlig frisk og syrlig. Hvis selskabet er mere magert, kan man flotte sig og piske noget flødeskum, som vendes i.
At jeg pludselig i tanken befandt mig ude i laden på Ryttergården, er jo ikke særlig flatterende for denne ret – men måske ikke så mærkeligt, når wikipedia bringer følgende definition på ensilage:
“Ensilage er syregærede, grønne urter, der bruges som foder. Råmaterialet kan være vilde engplanter, grønhøstet korn (f.eks. havre), roetoppe eller majs. Umiddelbart efter at man har slået afgrøden, bliver den presset let sammen og pakket lufttæt. De iltkrævende åndingsprocesser vil snart have opbrugt al ilt, og i stedet kommer der gang i deanaerobe gæringsprocesser. I princippet svarer ensilering ganske til fremstilling af surkål (tysk: Sauerkraut).” http://da.wikipedia.org/wiki/Ensilage