På nogle måder er det ikke altid en fordel først at have lært noget at kende, når man har befundet sig et sted med de ypperste af slagsen… Det gælder for kaffen, som jeg først lærte at drikke, da jeg var barista hos Sigred blandt specialkaffer…. Og altså også med kammuslinger, som jeg første gang smagte, da jeg før #metoo var ansat som delikatessen i fiskehandlen Il Boun Gusto i Charlottenlund. Kammuslingerne var fløjet ferske ind fra USA, hvilket ikke dengang fik mit økohjerte til at stoppe.
Siden har jeg ikke fået dem – indtil de pludselig lå serveret foran mig nytårsaften og mindede mig om noget himmelskt.
Forleden, da jeg selv havde fravalgt at blive inviteret ud på min fødselsdag og helst bare ville hule hjemme i godt selskab, hentede jeg BrugsJans frosne kammuslinger og gav dem selskab af stegt savoykål, svampe og broccoli. De var ikke Charlottenlund-liga, men de var absolut luksus og lækre. Men stadig fløjet ind fra alt-for-langt-væk, så jeg må nok snart have en tom kuffert med kollegaen til Grønland, der kan komme retur proppet med friske kammuslinger.
Det skal du bruge
Kammuslinger
Løg
Hvidløg
Kål
Broccoli
Svampe
Salt
Peber
Det skal du gøre
Jeg kan jo godt lide at lave ting på forhånd, også denne dag. I wokken kom olie, løg, hvidløg, snittet kål, løg, broccoli og svampe fik lov at stege uden at branke. Lidt peber, lidt væde, så det kunne blive mørt uden at brænde på.
Jeg slukkede og lod det stå, til jeg lige før middagen varmede det igen og smagte til. Kammuslingerne stegte jeg i hvidløg og olie - hvis ikke det var for veganeren, ville jeg nok bruge smør. Salt og peber og så servér. Jeg eksperimenterede med glutenfri pasta til ære for gæsten, og denne gang var det med succes en spaghetti lavet på linser. Den kom i bunden af tallerkenen, så grøntsagshalløj og kammuslinger på toppen. Hurra.