Dagens vegetariske frokostbespisning af 40 mennesker med et køkken, hvor håndværkerne kun lige har fjernet værktøjet, og hvor jeg havde elektrikerne bogstaveligt talt om benene, mens suppen simrede og strømmen og gassen gik on/off – endte godt. Ikke mindst takket være Louisa Lorangs linsesuppe, som jeg prøvede af for første gang idag.
Det skal du bruge
I min version er opskriften sådan cirka plusminus til 40 personer således:
3 l røde linser
40 stængler bladselleri
20 løg
40 fed hvidløg
20 æbler
600 g kokosmel
Olivenolie
10 l grøntsagsbouillon
Saft af cirka 15 lime
salt, peber
Det skal du gøre
Kog linserne, til de er meget møre. Sauter imens løg, hvidløg, bladselleri i olien, uden at de tager farve. Tilsæt kokosmel og æbler, bouillon og de kogte linser og lad det simre cirka 20 minutter. Blend og smag til med salt, peber og limesaft.
Jeg serverede græsk youghurt til og finthakket chili ved siden af til dem, der er til stærkere sager. Vi andre nøjedes med rigelige mængder frisk koriander og lidt kokos på toppen. Limebåde ved siden af til at justere syren.
Den kommer helt sikkert på menuen igen - den mætter og af en suppe at være, er den ikke værst.
Jeg serverede en anden klasiker til - nemlig misolinseballaden idag i en udgave med spirede linser, som kun er endnu bedre end originalen. Og så i øvrigt gratinerede briebrød med balsamicokaramelisererde rødløg.
Velbekomme.