En ny smuksak er kommet til. Bygotto er en klassiker i mit veggie-repertoire, men den her er ny. Egentlig havde jeg fundet opskriften hos den gode Louisa Lorrang, men da jeg så stod der med byg og opskrift ved komfuret, havde jeg simpelthen ikke mod på at lave noget uden hvidløg og hvidvin! Så tak til Lorrang for inspirationen til de syltede fennikler – de strøg lige ind på yndlingslisten. Og bygottoen blev frihånd, og især i anden omgang, da den blev serveret til reste-søndagsmiddagen, var jeg tilfreds. Så her kommer tilnærmelsesvis en opskrift:

Hvis det skal være rigtig godt, og man har tid, kan ottoen med fordel serveres med syltet fennikel. Dem kan man også sagtens lave dagen før, hvis man er den type.
Det skal du bruge
Til 4 personer:
2 fennikler
saft fra 3 lime
4 spsk honning
2 løg
6 fed hvidløg
400 g perlebyg
hvidvin
4 spsk smør
100 g osterester revet – jeg brugte Pecorino
200 g abrikoser
Alt det dild, der er til at opdrive – hvilket er ingenting i november – så alternativt brug toppen fra fenniklerne
Hel rosa peber
Svampe – f.eks. champignon, portobello
Til 50:
Ca. 10 fennikel
limesaft
honning
12 løg
8 hvidløg
4 kg perlebyg
hvidvin
12 spsk smør
500 g osterester revet – jeg brugte Pecorino
800 g abrikoser
Alt det dild, der er i sæson – hvilket er ingenting i november – så alternativt brug toppen fra fenniklerne
Hel rosa peber
Svampe – f.eks. champignon, portobello
Det skal du gøre
Uanset - fennikler renses og skæres så tyndt, man kan. Jeg har kun prøvet det på et mandolinjern, og jeg tror, at det skal til, for de skal være ultratynde. I en bøtte med dem, hvori presset limesaft og honning er pisket sammen. Lad det trække mindst en time. Server dem til eller ovenpå bygottoen, og lav gerne rigeligt, for det smager overraskende godt. Man kan fint springe let over presningen af lime og købe den økologiske på flaske, som selv BrugsJan nu har.
Steg de hakkede løg og hvidløg i olie. Tilsæt heri byg, når løgene er klare uden at branke. Hæld godt med vin i og lad det koge ind om byggen. Tilsæt herefter passende grøntsagsbouillon, så det ser ud til, at det vil kunne simre næsten dækket af væde. Jeg justerede undervejs - pointen er, at der skal være nok til, at kornene bliver nok, samtidig med, at det gerne skal være optaget i retten, når de netop er nok. Når de så er det, så tilsæt smør og ost og smag til med salt, peber og syre. Hvis man vil have den rigtig cremet og meget osteagtig, så er det bare at slå sig løs med rigelige mængder revet ost, og man kan også putte hytteost i, hvis det er. Før servering tilsættes abrikoser klippet i kvarte og hakket dild eller fennikeltop. Gem noget af begge dele til at pynte med. Jeg stegte svampe i kvarte på en tør pande og puttede meget hakket hvidløg og lidt smør ved til sidst. Man kan fint lave ottoen før tid og blande svampene i, drysse revet ost på toppen og så varme og gratinere i ovnen før servering. Top med grønt og hele rosa peberkorn. De er ikke stærke men bare virkelig smukke og med en nærmest blomsteragtig smag.