Vegansk chokoladesveskemousse

IMG_9914

Jeg er ret glad for chokolademousse. Jeg er også ret glad for at kunne gøre andre glade med mousse, og derfor kan det være ret handy at have en vegansk version i repertoiret. Google serverede en opskrift fra Meyers, da jeg spurgte, og jeg kastede mig straks ud i forsøget og inviterede et testpanel, der enten spiste den op eller lod det meste ligge. Jeg vil servere den med råsyltede solbær eller rysteribs. Ikke-veganeren her på matriklen råber om flødeskum, hvis han skal nyde denne mægtige sag. Andre testspisere har spist den med vellyd on-the-rocks kun i selskab med en kop kaffe og med ønsket om opskrift. Smag er forskellig. Jeg synes selv, den er ret dejlig. Den lander som en mellemting mellem chokolademouse og min Muttis sveskedessert, jeg husker som barn. Nogen klassisk chokolademousse er den ikke, men det er nu dejligt at have en lækker vegansk mulighed. Og til dem, der ikke tåler vegansk, er der altid den evigt gode chokolademousse fuld af fløde, æg og sukker.

Det er meget individuelt, hvor meget man spiser af denne mousse. Da jeg forleden gangede opskriften op til 28 personer og endda skar noget ned, var der en hel skål tilbage til trods for massiv nødning. Så der er ikke andet end at prøve sig frem i sin crowd og se, hvordan det går. Jeg kan selv bedst lide at portionsanrette med blot en enkelt skefuld til hver, så der ikke er death by chocolate og man selv kan vælge at tage mere. Hvis det er den metode, er der i hvert fald til 10 personer i den følgende mængdeangivelse.

Send mig lidtafdetoglidtafdet i minmailbox, når der er nye opskrifter

Det skal du bruge

200 g svesker
100 g vand
200 g 70% chokolade
20 g olie
kikærtevand fra 1 dåse/karton (ca. 200g)
40 g sukker
½ vaniljestang

 

Til 30 personer

500 g svesker

250 g vand
500 kg g 70% vegansk chokolade
50 g olie
0,5 l aquafaba (kikærtevand)
100 g sukker
1 vaniljestang

Det skal du gøre

Hak chokoladen og smelt den over vandbad sammen med olien. I en anden gryde koges vand, svesker, vanilje og sukker op kortvarigt. Kør derefter sveskemassen så glat som muligt i en foodprocessor eller blender. Når det er glat, tilsættes den smeltede chokolade, og det hele køres godt igennem.

Hæld nu kikærterne i en si (og brug dem f.eks. til miso-sesamsalaten.) Vandet fra kikærterne piskes i en skål, til de er helt stive, akkurat som man ville gøre med æggehvider. Vend det i chokolademassen lidt af gangen. Fordel moussen i små skåle eller en stor og opbevar på køl indtil servering.

 

Jeg vil ikke gå glip af noget! - Ja tak, send mig lidtafdetoglidtafdet i min mailbox, når der er nye opskrifter

Efterlad en kommentar